Logo2

Kollektioner

Specialopgaver

Om Rosgaard Collection

Kontakt

Fakta om firmaet og butikken

Rosgaard Collection ejes af Guldsmed Mette Rosgaard, der startede firmaet i slutningen af 1999.

Mette er udlært guldsmed fra Georg Jensen og afsluttede i 1996 med medalje og håndtryk af Hendes Majestæt Dronning Margrethe. I et par år efter endt læretid blev Mette hos Georg Jensen, sugede til sig og fik masser af erfaring, endnu dybere respekt for håndværket og mødte legendariske designere som Vivianna Torun Bülow-Hübe og Ole Kortzau, der var kilde til stor inspiration. Stadig ansat hos Georg Jensen, fik hun i 1998 uddannelsesorlov og tilbragte et år i Hanau i Tyskland på det gamle anerkendte guldsmedeakademi Staatliche Zeichenakademie Hanau.

I april 2001 åbnede Mette butikken på Aksel Møllers Have 1 på Frederiksberg og i december 2012 udvidedes butikken og blev dobbelt så stor. Udover Mette er der i dag 2 ansatte.

Med stor respekt og ydmyghed overfor det gamle gedigne håndværk, drives værkstedet og butikken på Frederiksberg stadig i dag. De gamle traditioner holdes i hævd og kombineres elegant med fagets nye muligheder indenfor smykkefremstilling. På værkstedet designes og produceres løbende nye spændende smykker for kunder i indland såvel som i udland.


Inspirationen

”Inspirationen er som et sart og flygtigt væsen, der kommer og går. Et lille ivrigt dyr der pusler med din underbevidsthed når du skal til at sove, og som lokker dig til at kravle ud af sengen for at tegne en idé ned på papiret, mens den stadig er frisk i erindringen. Den er som en lille sulten fugleunge, der, når den fodres med indtryk, oplevelser, mønstrer og farver, kommer til udtryk gennem blyanten eller metallet jeg lige sidder med. Den er stejl og stædig som et forkælet barn, og glimrer gerne med sit fravær, når den er mest tiltrængt. Men nødvendig er den, og så længe jeg er, og så længe jeg kan bruge mine hænder, så længe stoler jeg på, at vil den finde mig og være min ven...”

Mette Rosgaard

IMG1188 IMG5860 IMG5884